Første onsdag i måneden afholder Museum Amager gratis fyraftensforedrag. Foredragene starter kl. 17:00 på Amagermuseet, varer ca. 1 time og kræver ikke tilmelding.
Amagerdragten var et symbol på amagerbøndernes rigdom, og meget af den pynt, som amagerbønderne gjorde sig i, var silkebånd. Silkebåndene i Museum Amagers samling tæller mere end 400 bånd, der repræsenterer et udsnit af den omfattende og varierede produktion af silkebånd i Europa, der blomstrede fra midten af 1700-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet.
Museum Amager og Center for Tekstilforskning (CTR) på Københavns Universitet har indgået et samarbejde om et forskningsprojekt, hvor bl.a. nye analytiske værktøjer, såsom Dino-Lite (digitale mikroskoper), skal skabe ny viden om silkebåndene.
Kom og oplev silkebåndene helt tæt på, og prøv kræfter med Dino-Liten.
Foredragsholdere: Museumsinspektør Camilla Cziffery Nielsen, forskningsfuldmægtig Morten Grymer-Hansen og forskningsfuldmægtig/væver Ulrikka Mokdad.
Mødested: Den gamle museumsgård (Hovedgaden 12, 2791 Dragør)