Skoletjeneste

Hvorfor indvandrede 24 hollandske familier til St. Magleby for 500 år siden? Hvordan var livet på en gård på Amager i 1800-tallet? Og hvilke dilemmaer stod lokalbefolkningen i Dragør i, da de pludselig skulle hjælpe Danmarks jøder til Sverige? Det og meget mere kan I få svar på på vores undervisningsforløb.

Museum Amagers undervisningsforløb er tilpasset alle klassetrin, og understøtter grundskolens fag.

Find vores mange tilbud i fanen til højre.


Praktisk information

Rammer for undervisningen

Amagermuseet består af to firlængede gårde, der indeholder interiører, hvor eleverne kan træde ind i historien uden at blive forstyrret af skillevægge og montrer. Nordgården indeholder billet/information og butik. Derudover er der vaskeri, sommerkøkken og smedje. Den gamle museumsgård rummer dragtudstilling i staldlængen, mens hovedbygningen er en interiørudstilling med stuer fra St. Magleby, Dragør og Tømmerup. I den tidligere lo er der indrettet en malerisal med motiver fra Amager og Amagerbønder.  

Dragør Museum ligger i et af Dragørs ældre huse midt på havnen. Her kan eleverne gå på opdagelse i de gamle skipperstuer, beundre malerier af C.W. Eckersberg, og nærstudere de mange genstande, der fortæller historien om den gamle søfartsby. På museet kan man også opleve Peter Carlsens genremaleri og portrættering af lokalidentiteten på Amager – ”Amager 2019”.

Lærerrolle

Lærernes rolle er klasseledelse samt at deltage i aktiviteterne. Efter undervisningens ophør er det lærernes ansvar at holde opsyn med eleverne på museets arealer.

Opførsel

Museets genstande må ikke berøres.

Museet er om sommeren beboet af dyr (kaniner, grise, høns, gæs, og geder). Man kan efter undervisningens ophør gå ind til kaniner, grise og geder og klappe/ae. Det er vigtigt, at man forholder sig i ro og ikke løber efter dyrene eller klatrer på ting i indhegningerne. Dyrene må ikke fodres! Museets anvisninger skal altid følges.

Medbragte madpakker

På Amagermuseet er det muligt at spise medbragt mad udendørs både i museets forhave, hvor der er borde og bænke, og i museets rosenhave på tæpper, som kan lånes af museet. I tilfælde af dårligt vejr kan skoleklasser spise den medbragte mad ved langbordet i museets sommerkøkken.

Transport

Offentlig transport: https://dinoffentligetransport.dk/

Bil: Der findes parkeringsplads bag museet på Nordre Kinkelgade 18. 

Til børnehaver/daginstitutioner 

Børnehaver og andre institutioner er velkomne til at gå en tur på museets område og hilse på dyrene. I bedes ringe eller sende en sms til 30108864 med antallet af personer, der har besøgt museet. I kan også sende en mail til skoletjeneste@museumamager.dk


Mangler vi et undervisningsforløb?

Museum Amager skræddersyer gerne et forløb, som passer perfekt ind i jeres undervisning!

Skriv til os på skoletjeneste@museumamager.dk for at høre mere.


Bestilling af undervisningsforløb

Museet tilbyder omvisninger på Amagermuseet både i og uden for åbningtiderne i hverdagene.

Undervisningsforløbet kan bestilles ved at sende en mail til skoletjeneste@museumamager.dk med følgende information:

  • Navn på undervisningsforløb
  • Kontaktperson (navn og telefonnummer)
  • Navn på institution
  • Klassetrin og antal børn
  • Ønsket dato og tidspunkt for besøg

For skoler i Dragør og Tårnby Kommune er de faste omvisninger gratis. 

De faste omvisninger koster 300 kr. For skræddersyede forløb, som kræver forberedelse, er prisen fra 500 kr.


Find os på Skoletjenesten.dk

Vores undervisningstilbud ligger også på skoletjenesten.dk, hvor du kan læse mere om tilbudenes kompentenceområder og læringsmål samt hvad der kendetegner vores undervisning.


Museumsundervisning for børn med særlige behov

Sammen med seks andre museer fordelt over hele landet har vi fået tildelt midler af Kulturstyrelsen til at udvikle og afprøve et undervisningsforløb for børn med særlige behov. Sammen indgår museerne i et netværk, hvor vi har delt erfaringer og undersøgt om museumsforløbene har haft en positiv effekt på eleverne. Projektet er blevet afsluttet med positive resultater, og der er blevet udviklet et best practice hæfte, hvor man kan læse om vores erfaringer og anbefalinger.  

Erfaringerne og viden på området er blevet gjort anvendeligt for alle museer i landet, således at mange flere elever med særlige behov kan få glæde af et museumsbesøg.